Sådan laver du en app - og får flere downloads

Udgivet: April 13, 2018
Senest opdateret: May 19, 2022

Estimeret læsetid: 9 minutter

Hvordan laver man en app?

I denne blog beskriver jeg, hvordan man kan lave en app. Du får nogle tip til de forskellige muligheder, du har, og hvad du bør være opmærksom på, når du får udviklet en app.

Bloggen er skrevet for personer, som ikke har erfaring med at lave udviklingsprojekter.

App-udviklingsteknologier

Der findes mange værktøjer, som gør det nemt at udvikle apps. Nogle værktøjer er endog så nemme at bruge, at man ikke behøver at være udvikler for at lave en lille app.

Apple og Google har lavet deres egne udviklingsværktøjer, som de stiller til rådighed for app-udviklere. Disse værktøjer er lavet af udviklere til udviklere og kræver stor teknisk forståelse.

Ud over disse værktøjer findes der mange såkaldt "cross platform"-værktøjer, som gør det muligt at udvikle apps til to platforme (iOS og Android) på én gang. Nogle af værktøjerne er så nemme at gå til, at en "ikke-programmør" med lidt teknisk snilde selv kan lave en lille app. Årsagen til, at de er nemme at benytte, er at man bruger en "wizard" til at bygge app-en af fordefinerede byggeklodser, lidt ligesom Lego. Så længe man holder sig inden for det, som værktøjet understøtter, kan man faktisk lave et fint lille produkt.

Problemet er dog, at man løber ind i begrænsninger, som kræver en udvikler, hvis man vil lave noget ud over det, som værktøjet kan. Det er derfor vigtigt, at man sætter sig ind i hvilke funktionaliteter, systemet understøtter, før man påbegynder et projekt.

Følgende er en liste over forskellige udviklingsværktøjer:

Native udviklingsværktøjer

  1. Android Studio - for native Android-apps
  2. XCode - for native iOS-apps 

Cross platform udviklingsværktøjer

  1. React Native 
  2. Progressive Web Apps 
  3. Appcelerator
  4. .NET MAUI (Xamarin)
  5. Sencha Ext JS
  6. Kony AppPlatform
  7. Convertigo
  8. Nativescript
  9. RhoMobile Suite

Skal din app have en backend?

Hvis man skal gemme data, som kan tilgås fra forskellige telefoner eller en hjemmeside, så skal data gemmes på en server "i skyen". Forestil dig et forsikringsfirma, som laver en app til at dokumentere skader. Her vil det være nødvendigt at gemme data på en server, så de kan tilgås fra andre systemer. Laver man fx en app, som manipulerer billeder, så er det sikkert ikke nødvendigt at gemme data på en server.

Der er ikke noget magisk i at gemme data på en server, men du skal være opmærksom på, at det langtfra er alle app-udviklere, som forstår, hvordan man sætter en server op og laver den fornødne programmering, således at man kan gemme data på serveren.

Hvor finder jeg en app-udvikler?

Du har mange muligheder for at finde en app-udvikler, men du skal tænke dig godt om, så det valg, du træffer, også er det rigtige tre år senere, fordi det samarbejde, du indleder, er langvarigt.

Groft set har du følgende muligheder, når du skal finde en app-udvikler:

  • Freelancer i Danmark
  • Et app-bureau i Danmark
  • Et softwarehus i Danmark
  • Offshore/outsourcing freelancer, softwarehus eller app-bureau i Østeuropa eller Asien.

Fordele og ulemper ved en freelancer

  • Freelancere er ofte er billigere end et app-bureau med en dyr adresse.
  • Freelancere er ofte meget agile.
  • Freelancere er ofte meget dygtige på et afgrænset konceptområde.
  • Freelancere er som regel ikke i stand til at løfte store opgaver eller backend-programmering (hvis det fx handler om en app, der skal gemme data i en database), uden at de benytter underleverandører.
  • Freelancere har ofte flere kunder, og du kan ende op med at skulle vente i lang tid for at få løst selv små opgaver, specielt når Apple eller Google opdaterer operationssystemerne.
  • Freelancere har en tendens til at tage flere opgaver ind, end de kan klare, og du løber så risikoen for at alt kommer til at stå stille i længere tid.

Fordele og ulemper ved et app-bureau/softwarehus i Danmark

  • Det er nemt at mødes.
  • Et dansk bureau har en bedre forståelse af den danske kultur end et østeuropæisk eller asiatisk bureau har.
  • Du vil altid være underlagt dansk lovgivning.
  • Omkostningerne er meget høje, og det kan hindre udviklingsmulighederne, fordi der simpelthen ikke er råd til at få lavet det, man ønsker.
  • Ofte bliver opgaver ikke udviklet i Danmark. De sendes videre af bureauet til underleverandører i Østeuropa eller Asien. Kunderne ved det ofte ikke, og de betaler danske priser.
  • Udviklingstiden i Danmark er ofte længere, fordi arbejdstiden er kortere.

Fordele og ulemper ved outsourcing til Østeuropa eller til Asien

  • Det er ofte billigere og hurtigere. Priserne er lavere, og arbejdstiden er længere.
  • Virksomhederne er i stand til at opskalere hurtigere, fordi de har adgang til flere udviklere. I Danmark bor der cirka 5,7 millioner mennesker, i Filippinerne bor der 105 millioner. Dermed er talentbasen væsentlig større i Filippinerne.
  • Man har en dedikeret tilgang til service, og opgaverne slippes sjældent, før de er fuldførte.
  • Tidsforskellen er en stor fordel, fordi man kan sende opgaverne afsted om aftenen, før man går hjem. Når man så møder ind på kontoret om morgenen, er de ofte lavet færdig.
  • Kulturel forståelse kan være en udfordring, fordi man tænker anderledes i f.eks. Ukraine, end man gør i Danmark.
  • Sprogmæssigt: Det er ligegyldigt, hvor dygtig man er til engelsk, det er stadigvæk et fremmedsprog for de fleste.

App Store-optimering

Når man har lavet sin app færdig, og den er uploadet til App Store, så skal man i gang med at markedsføre sig. De fleste tror, at man laver sin hjemmeside, får en SEO-ekspert til at optimere den, og så kommer kunderne væltende ind. Sådan er det desværre ikke, medmindre man har et helt unikt produkt.

Selvfølgelig skal man have en hjemmeside. Den kan man få lavet i WordPress, og der findes et hav af skabeloner, man kan benytte. WordPress er relativt nemt at optimere, og man kan benytte en såkaldt SEO-ekspert til at hjælpe med det.

Det, som mange glemmer, er, at man også skal optimere i App Store for at komme til at ligge højt, når folk søger efter en app.

Prøv at lave et eksperiment: Søg f.eks. på "fotoprogram" i App Store. Det er ikke et tilfælde, hvilken app der bliver vist først, og laver du den samme søgning efter 1-2 uger, vil du se, at resultatet har ændret sig.

App Store-optimering er en ”ongoing” proces, på samme måde som det er tilfældet med SEO og Google Adwords-optimering.

Hvordan optimerer man til App Store?

Du kan enten lære, hvordan man gør det – der findes en del ressourcer på nettet – eller du kan gå til en virksomhed, som leverer den ydelse.

Vedligeholdelse af din app

Der er meget vigtigt at forstå, at når du er færdig med din app, så kommer der periodisk vedligeholdelse. Det sker typisk, når Apple eller Google opdaterer deres operativsystemer, eller der kommer en ny telefon på markedet (typisk Android) med en anderledes skærmformfaktor, eller hvis Facebook, Instagram og lignende tredjepart ændrer deres API.

Husk at indkalkulere omkostningerne til at opdatere og holde din app ved lige.

Sidst, men ikke mindst, må du ikke glemme, at dine brugere forventer, at der kommer nye funktionaliteter i din app fra tid til anden. Gør der ikke det, så har folk en tendens til at prøve en anden app.

App Store-konto

Når din færdige app skal uploades til App Store og Google Play, så skal der oprettes en konto. Når denne konto oprettes, virksomhedens navn, adresse, etc. såvel som navnet på din app.

Sørg ALTID FOR at du gør det i dit navn, så ingen kan fravriste dig ejerskabet til kontoen (og dermed navnet).

Jeg har set et eksempel på en virksomhed, som ikke vidste det. Da vi overtog udviklingen af to af deres apps, måtte vi starte forfra under et nyt navn, fordi de ikke ejede Apple-kontoen og dermed navnet, som appen blev markedsført under.

Hvis du opretter kontoen, kan du give din udvikler de nødvendige rettigheder til at uploade og publicere din app, uden at de kan ændre ejerskabet til kontoen.

Kildekode

Kildekoden er det som udviklere skriver (programmerer) i deres udviklingsværktøjer, og som bliver til din app. Uden kildekoden kan du ikke skifte leverandør eller sælge din app, hvis du ønsker det (ham eller hende som køber din app, skal bruge kildekoden for at kunne videreudvikle den).

Desværre er det således, at nogle softwarehuse/bureauer og sågar freelancere ikke udleverer kildekoden, når projektet færdigt.

Sørg altid for at du har fuld rettighed til alt som er udviklet, så du kan skifte leverandør eller lave din egen in-house udviklingsafdeling hvis du har lyst til det.

Forestil dig at du bliver uenig med din leverandør. Hvis ikke de udleverer kildekoden til dig, så kan du ikke skifte til en ny leverandør.

Ligegyldigt hvad de fortæller dig, så skal de skrive under på, at du kan få udleveret kildekoden, når du ønsker det. Hvis ikke de vil skrive under på det, så find en anden leverandør.

Jeg håber med dette indlæg at have bidraget lidt til din forståelse for, hvad det indebærer at udvikle apps. Du skal være meget velkommen til at kontakte mig direkte, hvis du har spørgsmål. Du kan bare udfylde kontaktformularen nederst på siden.

AUTHOR

Peter Skouhus

Peter Skouhus

En dansk iværksætter, der ejer 1902 Software Development, et it-selskab på Filippinerne, hvor han har boet siden 1998. Peter har stor erfaring inden for IT-udvikling, strategisk it-ledelse og salg.