Magento vs Shopify vs WooCommerce: hvilken webshop-platform er den rigtige for din virksomhed?
Udgivet: April 19, 2022
Senest opdateret: October 18, 2024
Udgivet: April 19, 2022
Senest opdateret: October 18, 2024
Estimeret læsetid: 18 minutter
Det er ikke helt ligetil at vælge, hvilken platform du vil bygge din webshop på. I denne blog undersøger vi nogle af de mest populære platforme på markedet – Magento, Shopify og WordPress med et WooCommerce-plugin – og sammenligner dem ud fra forskellige kriterier, herunder omkostninger, brugervenlighed, plugins og integrationer, fleksibilitet og tilpasning, samt skalérbarhed med mere.
Magento har mange features og er en professionel, open source webshop-løsning, der giver udviklere fuld fleksibilitet og kontrol over udseende, indhold og funktionalitet for deres online forretning. Magento er den ultimative webshopløsning for virksomheder, fordi løsningen er designet til skalérbarhed i alle opsætninger uanset størrelse og på grund af det omfattende supportnetværk. Magento findes både som en open source-løsning og som en hostet løsning gennem Adobe (virksomheden bag Magento).
Shopify er en hostet platform, hvor alle kan oprette en online butik uden nødvendigvis at vide noget om programmering. Shopify er en enkel og brugervenlig løsning, og den er perfekt til dem, der lige er kommet i gang med e-handel eller dem, der ønsker at udvide brugerbasen til deres webshop.
WooCommerce er et komplet webshop-plugin, der kører på WordPress, som er et af verdens mest populære Content Management Systems (CMS). WooCommerce tilbyder mange features og tilpasningsmuligheder, hvilket gør det til en af de mest anvendte webshop-platforme, der findes.
Lad os se nærmere på, hvordan disse tre platforme klarer sig i forhold til hinanden på parametre, der virkelig betyder noget for din virksomhed: Omkostninger og gebyrer, brugervenlighed, temaer og tilpasning, tredjepartsudvidelser eller -plugins, integration, produktstyring, markedsføring og SEO, portabilitet, sikkerhed og support.
Der er tre overordnede typer omkostninger, du skal overveje: softwareomkostninger (de gebyrer, du betaler for selve softwaren, plus eventuelle plugins eller apps, du vælger at tilføje), udgifter til hosting, og transaktionsgebyrer (nogle platforme opkræver et gebyr for hver transaktion via din shop samt en procentdel af hvert salg).
Magento
Omkostninger: Magento findes i to versioner: Magento Open Source, som er gratis, men skal installeres på din egen server eller hos et hostingfirma og konfigureres af dig selv eller en udvikler, og Adobe Commerce (tidligere Magento Enterprise-versionen), som er en betalt løsning. Prissætning sker ved kontakt med Adobe Commerce-teamet.
Andre omkostninger, du skal overveje: Hosting, Premium (betalings-) temaer og plugins samt brugerdefineret udvikling.
Yderligere omkostninger i forbindelse med Magento varierer meget og afhænger af det niveau af tilpasning og support, du har brug for. Du kan oprette en flot online butik for kun et par tusinde dollars, eller du kan bruge hundredtusinder på at lave omfattende og brugerdefinerede eBusiness-løsninger med Enterprise-level support.
Shopify
Omkostninger: Varierer fra $ 29 til $ 299 per måned, afhængigt af hvilken plan du vælger.
Andre omkostninger, du skal overveje: Premium-apps til funktioner, der ikke er tilgængelige som standard og yderligere transaktionsgebyrer, hvis du bruger noget andet end Shopify Payments til behandling af transaktioner.
Shopify er en hostet løsning, hvilket betyder, at den ikke kræver en server eller vedligeholdelse hos dig. Til gengæld skal du betale et månedligt abonnement og transaktionsgebyrer. Apps og udvidelser koster også ekstra.
WooCommerce
Omkostninger: Gratis at downloade og installere på din hjemmeside.
Andre omkostninger, du skal overveje: Hosting, Premium-temaer og plugins samt brugerdefineret udvikling.
Det er gratis at downloade og installere WordPress på din egen server eller webhost – ligesom Magento. Tilsvarende er WooCommerce et gratis plugin, som du installerer for at tilføje webshopfunktionalitet til WordPress CMS.
Den ideelle platform skal gøre det lettere for dig at administrere din online butik. Afhængigt af din tekniske knowhow og eksisterende kendskab til backend-systemer kan nogle platforme være lettere at bruge end andre.
Magento
Magento kan være et komplekst system, der kræver viden om Apache-servere, MySQL-databaser og PHP-kode, hvis du selv vil administrere det. De fleste virksomheder vælger dog at få professionel hjælp til de tekniske dele ved at samarbejde med en udvikler eller et bureau om at bygge og styre shoppen.
Fordi det er så robust, kan Magento være svær at bruge, især for førstegangsbrugere, der ikke har en baggrund inden for programmering eller webudvikling.
Shopify
Det vigtigste salgsargument for Shopify er, at det er let at komme i gang med. Der er ingen servere, der skal konfigureres, og der kræves ingen softwareinstallation. Når du har lavet en konto, guider Shopify dig gennem installationsprocessen med simple instruktioner. I de fleste tilfælde vil du have fået din egen webshop i gang inden for en dag.
WooCommerce
WooCommerce er bygget til WordPress, som er kendt for at være intuitivt og brugervenligt. Dette Content Management System inkluderer også en række temaer og plugins, der kan bruges til din webshop. Disse funktioner giver dig mulighed for hurtigt at oprette en hjemmeside uden at skulle programmere alt fra bunden.
Din webshops "look & feel" har stor indflydelse på salget. Alle tre platforme tilbyder en række fantastiske design at vælge imellem – denne sammenligning handler om, hvor let det er for begyndere (ikke for designere eller udviklere) at tilpasse temaer eller skabeloner, der er tilgængelige for disse platforme.
Magento
Magento kan tilpasses meget. At være en open source-platform betyder, at du har adgang til tusindvis af forskellige skabeloner oprettet af Magento Community.
For dem, der foretrækker at programmere deres egne skabeloner, eller få nogle til at gøre det for dem, gør Magentos opbygning det nemt at implementere brugerdefinerede design.
Shopify
Der er et begrænset udvalg af gratis temaer på Shopify, men hvis du er villig til at betale for et Premium-tema, kan du få nogle rigtig flotte design, der får din webshop til at skille sig ud fra mængden.
I modsætning til Magento og WooCommerce har du ikke adgang til kildekoden i Shopify. Det betyder, at du ikke kan ændre det, hvis du vil programmere noget, der kræver, at du ændrer kernen i Shopify. Når det er sagt, så er det meget, meget sjældent, at en virksomhed har sådanne krav. Du kan faktisk redigere i temaets kode, men det kan gøre webshoppen uegnet til automatiske opgraderinger.
Hvis du leder efter en platform, der giver dig fuld kontrol over din webshop, er Shopify ikke det bedste valg for dig.
WooCommerce
Med WooCommerce kan du bruge mange af de temaer, der er tilgængelige for WordPress. WooCommerce har også sin egen markedsplads, hvor du kan købe temaer designet specielt til din webshop.
Virksomheder har komplekse behov, og det er ikke altid muligt at finde en platform, der som udgangspunkt opfylder alle kravene.
Magento
Der er et stort antal Magento-plugins at vælge imellem, lige fra helt enkel funktionalitet (for eksempel forskellige betalingsgateways) til mere avancerede funktioner (som integration af regnskabssoftware og personlige anbefalinger til kunder).
Fleksibiliteten i Magento passer godt til de virksomheder, der bruger mange forskellige værktøjer eller har komplicerede workflows. Magentos open source-design betyder, at der næsten ikke er grænser for, hvilken slags integrationer der kan laves.
Shopify
Du kan få adgang til en lang række apps (eller udvidelser) fra Shopify App Store. Det omfatter apps til markedsføring, salgskanaler, shop-administration, regnskab, forsendelse og meget mere. Der findes både gratis- og betalingsmuligheder – mange af de mest populære apps er faktisk gratis at bruge.
WooCommerce
Der er tusindvis af plugins i WordPress plugin-lageret, og de fleste af dem er gratis. Det skyldes, at WooCommerce er open source, og koden kan redigeres helt efter dit behov. Der er også masser af tredjepartsudviklere, der opretter Premium-plugins til WooCommerce og sælger dem på deres egne hjemmesider.
Du bruger sandsynligvis flere forskellige systemer i din virksomhed, der alle er en del af din eBusiness-strategi: ERP, PIM, CRM, point-of-sale til fysiske butikker, lagerstyring og meget mere. For at opnå enklere workflows og bedre brugeroplevelse skal alle disse systemer integreres med din webshop.
Magento
Magento integreres i stor stil med andre platforme, hvilket gør det relativt let at skabe en god oplevelse for dine kunder. Desuden har Magento et stærkt community af brugere, der kan hjælpe nye brugere med at finde løsninger på problemer med tredjepartsintegrationer.
Selvom der er mange integrationer tilgængelige via plugins, skal du muligvis stadig hyre en udvikler til at udføre de tekniske konfigurationer.
Shopify
Shopify er en hostet løsning, og som sådan er det ikke muligt at installere software på serveren. Det betyder dog ikke, at der ikke er mulighed for tilpasninger. Shopify tilbyder en enkel, ren API og omfattende dokumentation, der hjælper udviklere med at få deres apps hurtigt i gang.
WooCommerce
WooCommerce tilbyder også native integrationer ved hjælp af sin API. Dette gør det lettere for dig at bruge al den software, du har brug for til din virksomhed uden at skulle bekymre dig om, hvordan det hele integreres.
Noget af det vigtigste ved at drive en webshop er produktstyring. Jo bedre du kan organisere og vise dine produkter, jo lettere bliver det for kunderne at finde og købe dem.
Magento
Hvis dit hovedfokus er produktstyring, er Magento en stærk spiller. Mængden af produkter du kan inkludere, og de kategorier de kan organiseres i, er stort set ubegrænset. Du kan også planlægge, at produkter skal gå live på et bestemt tidspunkt, hvilket giver god mening, hvis du forbereder et salgsevent eller en ny produktlancering. Du kan endda give rabatter til loyale besøgende ved at bruge rabatkoder eller ved at lade dem oprette deres egen konto på din webshop.
Shopify
Shopify har både grundlæggende og mere avancerede muligheder for produktstyring. Ikke engang i basisløsningen begrænser Shopify, hvor mange produkter du kan føje til din Shopify-butik. På den måde passer Shopify godt til både små og større online virksomheder.
WooCommerce
WooCommerce er velegnet til små og mellemstore virksomheder, der ikke har så mange SKU'er (Stock Keeping Units), men som alligevel ønsker at drage fordel af for eksempel indhold og blogfunktioner i WordPress.
Digital markedsføring og SEO er væsentligt for din virksomhed. Uanset hvor optimeret din webshop er, sælger du stadig ikke noget, hvis kunderne ikke finder vej til dig. Herunder forklarer vi, hvordan de tre platforme understøtter din markedsføringsstrategi.
Magento
Adobe Commerce (tidligere Magento Enterprise, Magentos betalingsversion med valgfri hosting inkluderet) har indbyggede markedsføringsværktøjer, der gør det muligt at oprette og administrere kuponkoder, op- og krydssælge produkter og oprette e-mailkampagner. Du kan også integrere din Magento webshop med Google AdWords, Google Analytics og Facebook.
Magento er opbygget ud fra et SEO-perspektiv. Det gør det nemt at tilføje sidetitler, beskrivelser og webadresser for alle produkter, kategorier og andre sider på dit site. Magento genererer automatisk URL’er og titler ud fra dine webshop-indstillinger. Det giver dig nogle solide værktøjer til at styre duplikeret indhold, og så bruges der canonical tags som standard på hele sitet.
Shopify
Shopify har en indbygget blogplatform, der giver dig mulighed for at oprette indlæg, som automatisk deles på Twitter og Facebook. Løsningen indeholder også mulighed for en database med forladte indkøbsvogne, så du kan følge op med kunder, der forlod webshoppen, før de handlede. Du kan også bruge Shopify til at knytte din webshop til Facebook, så kunder kan købe direkte fra din side. Ligesom Magento og WordPress/WooCommerce er der masser af apps til rådighed for at hjælpe med at køre markedsføringskampagner.
Ligesom Magento har Shopify URL-, metatags- og titeltilpasningsmuligheder for hver produkt- og kategoriside på din webshop. Du kan også oprette 301 Redirects, hvis du ændrer URL’er eller fjerner sider fra dit site for at bevare gode søgeplaceringer.
WooCommerce
WooCommerce-pluginet har en række markedsføringsudvidelser, du kan købe. Der er udvidelser, der giver dig mulighed for at bruge kuponkoder til rabatter, køre tilbud i en begrænset periode, tilbyde belønningspoint til kunder for køb eller tilmeldinger, sende nyhedsbreve på e-mail, integrere med forskellige sociale netværk, oprette tilknyttede programmer og meget mere.
WordPress har indbyggede SEO-funktioner, men der er også mange plugins til ekstra hjælp. Yoast SEO-pluginet giver dig fuld kontrol over metatags og forbedrede XML-sitemaps, og det giver dig endda mulighed for at opsætte canonical URL'er for at forhindre Google i at ”straffe” duplikeret indhold.
Hvor let er det at flytte platforme? Når du overvejer, hvilken platform du vil bruge, er det vigtigt at tænke langsigtet. Det sidste, du ønsker, er at sidde fast på en ringere platform ude af stand til at migrere din webshop til en bedre i fremtiden.
Magento
Magento har en indbygget metode til at få dine webshopdata med, hvis du beslutter dig for at flytte til en anden platform. Hvis du bruger custom data (udover dem, der er hjemmehørende i Magentos struktur), har du sandsynligvis brug for hjælp fra en udvikler til at eksportere og migrere disse data over til din nye webshop.
Der er også tredjepartsudvidelser og -servicer tilgængelige, der kan automatisere migreringen for dig. Selvfølgelig afhænger effektiviteten stadig af, hvor meget din hjemmeside er tilpasset, og hvilke typer data, du vil overføre til den nye webshop.
Shopify
Shopify giver dig mulighed for manuelt at eksportere data (for eksempel produkter, ordrer, kunder osv.) i .CSV-format, som du igen manuelt kan importere til din nye webshop. Ligesom med Magento er der også apps tilgængelige online, der kan hjælpe dig med at migrere dine data til de fleste platforme.
WooCommerce
Mange tredjeparters migreringsservicer understøtter flytning fra WooCommerce til andre webshop-platforme. Derudover er der også tredjeparts-WordPress-plugins, der kan hjælpe dig med at eksportere dine webshop-data, så du kan tage alt med dig til den nye webshop.
Webshops gemmer en masse personlige og finansielle data fra kunder, hvilket gør dem til et oplagt mål for hackere. Sikring af din webshop sparer dig ikke kun for juridiske problemer, men styrker også kundernes tillid til din virksomhed.
Magento
Magentos open source-software er tilgængelig for alle og er derfor sårbar over for hackere, der prøver sig frem og identificerer sikkerhedsbrister. For at holde platformen sikker anbefaler Magento, at virksomheder bruger en udvikler eller et bureau til at vedligeholde deres webshop ved at installere sikkerheds-patches og altid opgradere Magento til den nyeste version.
Shopify
Shopify er som bekendt en hostet løsning, så der bliver taget hånd om alle sikkerhedsopdateringer. Shopify holder alle sites opdaterede med patches, og de forbedrer løbende deres platform mod trusler udefra.
WooCommerce
WordPress har tredjeparts-plugins til rådighed, der hjælper med site-sikkerhed – lige fra Wordfence, der giver tofaktor-autentificering for admin-logins, til Sucuri, der giver en overordnet hjemmesidebeskyttelse og -overvågning.
Ligesom med Magento kan du også få en udvikler til at understøtte dit WooCommerce-site og jævnligt installere sikkerheds-patches fra WordPress og de tredjeparts-plugins, du bruger.
Magento
Magento har et meget aktivt community af udviklere på det officielle Magento-site, og derudover er der Facebook-grupper og dedikerede supportgrupper/-portaler. Selvom der ikke er nogle officielle garantier for, at du altid finder den hjælp, du har brug for, har du altid mulighed for at oprette forbindelse til andre brugere og Magento-eksperter, der kan besvare dine spørgsmål.
Shopify
ShopifySupport er generelt fremragende til både online forretningsfolk og udviklere. Du kan kontakte deres support via live chat, e-mail eller telefon hver dag døgnet rundt. Shopify har også et omfattende bibliotek med ofte stillede spørgsmål og tutorials, der hjælper dig med at lære at bruge Shopify bedre.
WooCommerce
WooCommerce har sit eget supportteam tilgængeligt via e-mail til at hjælpe dig med dine problemer. Du finder ingen support fra WordPress selv, men du kan få masser af oplysninger på WordPress-hjemmesiden, Facebook-grupper og lignende. Der er også et voksende community af WordPress-brugere, der har bygget deres egne webshops og deler deres viden gennem blogs og grupper.
Der er ingen ”one-size-fits-all”, når det kommer til platforme, så du er nødt til at bruge lidt tid på forarbejdet, når du skal finde det system, der opfylder dine behov bedst.
Disse platforme gør alle et fremragende stykke arbejde med at levere solide, fleksible og tilpassede løsninger til store og små online virksomheder, og det bedste udgangspunkt vil være at starte med at oprette en liste over krav og behov. Tag derefter kontakt til virksomheder, der bruger platformene og spørg til deres erfaringer på dine nøglepunkter.
Hvis du har brug for hjælp, er du velkommen til at kontakte os, og en teknisk projektleder vil hjælpe dig med at besvare dine spørgsmål.
AUTHOR
Peter Skouhus
En dansk iværksætter, der ejer 1902 Software Development, et it-selskab på Filippinerne, hvor han har boet siden 1998. Peter har stor erfaring inden for IT-udvikling, strategisk it-ledelse og salg.