Få vigtig viden om brugeroplevelsen på din hjemmeside - Session Recordings
Udgivet: January 29, 2020
Senest opdateret: March 19, 2024
Udgivet: January 29, 2020
Senest opdateret: March 19, 2024
Estimeret læsetid: 5 minutter
Bemærk venligst, at dette indlæg sidst blev revideret den 29. januar 2020, og de funktioner til brugerengagement og interaktion, der tilbydes af Crazy Egg og Hotjar, kan have ændret sig siden da. Selvom vi gør alt for at levere aktuelle oplysninger, er nøjagtigheden af indholdet kun baseret på den sidste revisionsdato.
Når man planlægger og designer en hjemmeside eller en webshop, lægges der meget overvejelse i, hvordan den tænkte bruger vil bevæge sig rundt på siderne.
Der er alle mulige former for Best Practices og brugerpsykologi-teknikker, du kan bruge som rettesnor, men rigtige brugere kan fra tid til anden stadig overraske dig med deres online adfærd.
Det er her, Session Recordings kommer ind.
Disse optagelser, også nogle gange kaldet "Session Replays", opfanger handlinger, der udføres af alle brugere på hjemmesiden (eller et signifikant udsnit af dem, alt efter hvilket værktøj, du bruger) - det inkluderer kliks, taps (på touch screens), scrolls og selv pauserne derimellem - som du derefter kan afspille og analysere.
Det er som at kunne se over dine brugeres skuldre, mens de browser rundt på din hjemmeside, så du kan se nøjagtigt, hvad de ser på deres computerskærm eller mobilenhed.
Enhver virksomhedsejer, marketingmedarbejder eller UX-designer vil sandsynligvis synes, at alene dét at se optagelser af faktiske browsing-sessioner giver spændende muligheder - ud over brugeradfærdsanalysen er det simpelthen interessant at kunne se, hvordan nye besøgende bevæger sig rundt på en side, som du har designet og tweaked til (forhåbentlig) perfektion.
Men selvfølgelig kan Session Recordings bruges til mere end blot validering af dine designbeslutninger.
Her er nogle måder, hvor du kan bruge teknikken til at optimere din hjemmesides UX.
1. Start med et mål - Hvad vil du egentlig gerne vide?
Hvis du tilfældigt afspiller Session Recordings, får du sikkert nogle aha-oplevelser fra tid til anden, men hvis du starter med et mål for øje, vil du kunne være mere struktureret i din analyse.
Det kan være, du gerne vil vide, hvorfor du får meget trafik på din kontaktside, men kun få indsendte formularer. Session Recordings fra bestemte brugere, der har besøgt en side, men ikke er konverteret, kan hjælpe dig med at spotte mulige barrierer, der forhindrer dem i at indsende formularen.
2. Se efter gentagne mønstre blandt brugere på samme rejser.
I den forrige artikel om Heatmaps nævnte vi, at Session Recordings handler om at dykke ned på det individuelle plan, men det betyder ikke, at vi skal tage en enkelt bruger helt ud af sammenhængen.
Forskellige brugere viser muligvis tegn på forskellige problemer, men prøv at fokusere på de mest almindelige, tilbagevendende mønstre, særligt hos dem, der er på samme rejser, dvs brugere der kom fra samme sted, fx en Facebook-annonce, eller brugere, der besøger den samme type sider på deres vej til din konverteringsside.
(Crazy Egg grupperer automatisk Session Recordings i kategorier for at hjælpe dig med en analyse af disse afspilninger).
3. Brug dem som et Heatmap med mere kontekst.
Da Heatmaps repræsenterer en samling af data, er der normalt ikke meget baggrundsinformation om, hvor de faktiske brugeres data stammer fra.
Session Recordings giver information om de enkelte besøgende; hvor de er henvist fra, land, type af enhed, operativsystem osv., så du får baggrund til at forstå deres adfærd på siden.
Og da disse optagelser giver dig mulighed for at følge brugere under hele browsing-rejsen, mens de bevæger sig fra én side til en anden, vil du bedre forstå deres ønsker, i modsætning til kun at se på performance af en enkelt side.
Med dette i tankerne kan du se Session Recordings fra din hjemmeside, lægge mærke til om dine brugere er opmærksomme på det vigtigste indhold, finder vej til dine CTA'er eller bliver forvirrede over ikke-klikbare elementer på siden osv. - lige som det, du ville kigge efter på et Heatmap.
Privatliv er lige så vigtigt som en god brugeroplevelse for de fleste af nutidens digitale forbrugere, så det bør være noget, som du også husker på, når du bruger Session Recordings-værktøjer online.
Det er meningen, at Session Recordings tracker brugeraktivitet på en side og fokuserer mere på handlingerne og mindre på brugeren.
I Crazy Egg og Hotjar sløres tekstinputfelter automatisk for at undgå at indsamle personfølsom information, især på sider med formularer. Du har også mulighed for manuelt at sløre visse elementer på dine sider vha. indstillingerne for at blokere yderligere for, at personlig data bliver optaget.
(1902 Softwares kontaktformular med tekstfelter, der automatisk sløres i en Crazy Egg Session Recording).
Inden du beslutter dig for et værktøj til analyse af brugeradfærd, skal du sørge for at tjekke deres privatlivspolitik eller få en databehandlingsaftale med leverandøren, for at beskytte dine besøgendes privatliv. Og glem ikke at opdatere din egen hjemmesides privatlivspolitik, og forklar hvordan du indsamler data om dine besøgendes browsing-adfærd.
Vi har nu kigget på samlet brugerdata i Heatmaps og individuel brugerindsigt fra Session Recordings. Du har kigget tilstrækkeligt på, hvad dine brugere gør på dine hjemmesider. Nu er det tid til at lytte til, hvad de har at sige og få en dybere forståelse af, hvad der leder dem mod konvertering.
I næste artikel vil vi snakke om Website Surveys og Feedback Polls - værktøjer, som du kan bruge til at få feedback direkte fra dine kunder for at få en dybere forståelse af deres adfærd online.
Næste: Website Surveys: Sådan får du feedback fra brugerne - direkte på hjemmesiden »
AUTHOR
Peter Skouhus
En dansk iværksætter, der ejer 1902 Software Development, et it-selskab på Filippinerne, hvor han har boet siden 1998. Peter har stor erfaring inden for IT-udvikling, strategisk it-ledelse og salg.